top of page

SUNDHED

Det er nu 10 år siden Sundhedshuset (Maison de la Santé) blev bygget og taget i brug og stedet har siden udviklet sig til et velfungerende sundhedscenter til glæde for befolkningen i Pah og de omkringliggende landsbyer. 

 

En lokal sundhedskomité støtter Sundhedshuset og de traditionelle behandlere er inddraget i sundhedsarbejdet

 

Aminata har fra begyndelsen stået for fødestuen og Allaye for skadestuen - de er løbende blevet efteruddannet og resultaterne taler for sig selv: De gode hygiejniske forhold i fødestuen og jordemoderens erfaring og ekspertise bevirker, at der er meget få dødsfald i forbindelse med fødsler og skadestuen har stor rutine i sårbehandling og behandling af malaria og diaré, som er de mest almindelige lidelser. Der holdes workshops om hygiejne og ernæring for landsbyens befolkning og folk fra de omkringliggende landsbyer.

 

Sundhedshuset er tilknyttet et regionalt sundhedscenter, som sørger for graviditetsundersøgelser og vaccinationer og er nu CSCOM-godkendt, hvilket betyder at kommunen betaler lønninger til de to ansatte og leverer medicin til brug i Sundhedshuset. Mariama - en ung kvinde fra det første hold elever i skolen i Pah er med kommunens støtte blevet uddannet til sygeplejerske. Hun er tilknyttet det regionale sundhedscenter og kommer derfor også til Pah og støtter behandlerne der.

 

I 2015 blev landsbyen Pah udnævnt til den bedste af regionens 33 landsbyer med hensyn til sundhed og hygiejne. Præmien var konstruktion af en lukket brønd tæt ved Sundhedshuset.

 

IK modtog økonomisk støtte fra CISU til opførelsen af Sundhedshuset. Indretningen med solide møbler og senge blev indsamlet i Danmark og ankom i en container. Med den sidst ankomne containerforsendelse i april 2020 er der kommet friske forsyninger indsamlet på Bornholm - senge, lagner, håndklæder osv. Og til nyfødte 50 lune huer strikket af kvinder i Odense.

 

I forbindelse med COVID19 krisen har personale fra det regionale sundhedscenter besøgt Pah og informeret om betydningen af at holde afstand og vaske hænder.

Håndvask i skolen efter toiletbesøg og før spisning har i mange år været en integreret del af sundhedsarbejdet og den øvrige befolkning har taget denne rutine til sig. Så vidt vi ved har der ikke været COVID19-smittede i Pah, som ligger ret isoleret langt fra større veje.

 

For at støtte arbejdet i Sundhedshuset kan du købe sundhedsaktier. Pengene herfra bruges blandt andet til malariamedicin, indkøb af sæbe og spande til håndvask i skolen, kosttilskud til småbørn og gravide i år med dårligt høstudbytte, blodtryksmåler.

bottom of page